European Opera Days med danske øjne

Juvenilia (organisationen for unge operaelskere) har netop publiceret den tale formanden Florian Burnat holdt på European Opera Days’ sidste dag. Den kan læses her.
/anna

På vejen fra Bastilleoperaen til kulturministeriet mødte jeg engelske Paola, som var udsendt af Royal Opera House (Covent Garden). Hun havde med sin evne til at skære igennem sludder været en god allieret under ungdomsmøderne, så det var hyggeligt at følges med hende. I kulturministeriet talte kulturministeren og Bernard Foccroulle (formanden for Opera Europa – operahusenes sammenslutning).

Kulturministeren og Bernard Foccroulle taler i kulturministeriet.

Så kastede Paola og jeg og alle andre sig over champagne, pindemadder og petit fours. Det var dejligt med denne i al sin formalitet uformelle afslutning, hvor man kunne sludre og nyde udsigten til legende børn i Jardin du Palais Royal.

Paola med champagnen.

Jeg håber mine (lange – jeg ved det) beretninger har givet et dækkende indtryk af, hvad der foregik ved European Opera Days i Paris. Det som er vigtigt for UngOperas medlemmer er at I skal arbejde for at anspore Operaen til at give os noget at tale om. Det gælder den rene og skære kvalitet af opsætninger og musik som vi kan anmelde og diskutere på UngOperas forum. Men det gælder også om at få Operaen til at arrangere møder eller give medlemmerne rammer og hjælp til selv at arrangere møder, foredrag, seminarer. Og her sætter jeres fantasi og vilje grænserne. Jeg glæder mig meget over den store aktivitet der er på debatforummet for tiden. Det er det det handler om! At finde nogen at udleve sin glæde ved opera med. Men I skal også vide, at I kan få meget mere end en skreven debat, hvis I vil arbejde lidt praktisk for det. Jeg er sikker på både Kasper Bech Holten, Henrik Engelbrecht og Ericae Alfhild Fomsgård vil være lydhøre, hvis I har forslag og selv vil engagere jer. Jeg vil gerne være med, og jeg håber nye og gamle medlemmer har tid og lyst til at handle.

Hvis I vil i kontakt med mig så skriv på confidentialattachees@hotmail.com. I er også velkomne til at passe mig op i Operaen, hvis I ser mig. Til det formål har jeg lagt et forholdsvis vellignende billede af mig under “about”.

/anna

I frokostpausen diskuterede man videre, og fordi vi nu havde fået ansigter på mange flere kunne man lettere flyde rundt og kaste sig ind i samtaler. Så gav halvanden times frokost meget mere mening. Den sidste halve time mødtes vi igen, og Florian præsenterede os for, hvad han ville inkludere i sin tale. Der var virkelig snor i ham! Han havde især taget sætningen ”mind the gap” til sig. ”Mind the gap” handlede om, at operahusene skal passe på, de ikke taber de unge, som er for gamle til skoletjenesten, men endnu ikke er helt fuldmodne operagængere. Dermed også sagt, at man mange steder gør et godt arbejde for at få børn til at høre opera, og at operahusene skulle fortsætte deres indsats også efter skolernes ’tvangsindlæggelse’ af deres elever. Så diskussionsfora, kommunikation mellem unge og operahus etc. frem for kun at smide billige billetter i nakken på folk.

Efter dette korte ekstramøde var der samling for alle konferencens deltagere i Amfiteatret. Her blev vi præsenteret for en alternativ udgave af Don Giovanni. Det var en række unge semi-professionelle sangere og dansere, der i samarbejde med en ung komponist performede sig igennem den Don Giovanni de havde sat sammen henover weekenden. Det var en blanding af mange genrer – opera, musical, gospel, jazz, dans og tableauer. Jeg var imponeret over, hvor meget de havde nået på den korte tid, men rigtig interessant var det vist ikke.

Så kom The Metropolitan Operas nye chef Peter Gelb på scenen. Han fortalte om, hvordan han balancerer mellem rige konservative mæcener, der er praktisk talt en uddøende race (gennemsnitsalderen for The Mets publikum er de sidste fem år steget fra 60 til 65 år!) og moderne kunstneriske krav og ønsker.
Han viste, hvordan han havde gjort sæsonåbningen til mere end en societybegivenhed ved at transmittere åbningsforestillingen direkte til Times Square, hvor forbipasserende kunne sætte sig til rette på opstillede stole og nyde operaen ligesom stjernerne og de rige inde i operahuset. Simpelt og ganske rørende at se almindelige new yorkere sukke til Madame Butterfly.
Dagsordnen for et amerikansk operahus er i sit udgangspunkt en anden end for de fleste europæiske operahuse idet finansieringen ligger hos privatpersoner frem for ved statslige eller kommunale midler. Derved er ansvaret overfor samfundet minimeret, og fundraising frem for møder med kulturministeriet bliver afgørende. Derfor er en storskærm nok en mere radikal åbning af et operahus, der i sin blotte fortsatte eksistens afhænger af rige, end det ville være for et europæisk operahus, som kan sælge billetter til priser, der matcher de fleste andre fritidsfornøjelser, som inkluderer et sæde (eller en ståplads ).

Derefter stillede endnu et panel op til en opsummering. Det inkluderede repræsentanter for de organisationer, der havde arrangeret konferencen samt en japansk professor i europæisk musik, som agerede eksotisk fugl (og ikke så meget andet). Florian holdt sin tale, og jeg synes det gik godt. Måske ikke den allermest slagkraftige retorik, men sober, og det var vigtigt, at de unge fik lov at komme med en konkluderende bemærkning. Uden den havde vi været stort set usynlige på konferencen.

Florian på talerstolen.

Kasper holdt også en tale, hvor han talte for optimisme på vegne af kunstarten og slog fast, at hans holdning var mere god kunst, mindre ny teknologipanik.
Derefter talte og talte og talte Federico Mayor Zaragoza, formanden for Fedora (sammenslutningen af europæiske operaens venner). Jeg må indrømme, jeg ikke husker meget andet end ”holder han ikke snart op?”. Beklager.
Men han holdt op. Og så var konferencen slut! Eller næsten…der var nemlig cocktailparty i kulturministeriet.

/anna

Alt det nye.

Dagen begyndte for mit vedkommende i Amfiteatret, hvor emnet var ”Modern technology and opera”. I panelet var tre medarbejdere fra English National Opera: John Berry, Cathrine Sutton, Edward Gardner, samt Kasper Bech Holten som ordstyrer.
Alle (på nær Kasper) erklærede sig fra begyndelsen totalt uvidende om ny teknologi, og så glædede man sig da rigtig meget til at høre, hvad de kunne have at sige om emnet…
John Berry lagde ud og han fortalte om hvordan filminstruktøren Sally Potter i sit arbejde med en opsætning af Carmen ønsker at bruge interaktivitet for at møde publikum på nye måder. Det betyder blandt andet, at man vil kunne følge produktionens tilblivelse på internettet.

Catherine Sutton fra ENOs formidlingsafdeling fortalte om et nyt site under operaens hjemmeside: InsideOut, som skal vise operaen bag kulisserne. Det sker både med sanglektioner, film hvor man ser sceneskift, ture rundt i teatret og mulighed for at uploade egne optagelser af en arie, etc. I kan selv tage en tur her.

Dirigenten Edward Gardner var skeptisk overfor al denne interageren med publikum. Han mente, det kunne afmytologisere operaen og være problematisk for kunstnerne at skulle have Big Brother med sig i prøveforløbet.

Kasper spurgte til om man kunne tabe sin kerne, om det der kendetegner operaen ikke netop er, at det er svært at opføre og det må gøres af professionelle. Dette ift. muligheden for at uploade egen sang på InsideOut. Han mente, man burde fokusere på sin professionalisme i stedet for at signalere, at alle kan lave opera. Han spurgte videre til, om man virkelig ønskede publikums kommentarer til den kunstneriske proces (ville Verdi have skrevet gode operaer, hvis publikum havde kunnet kommentere undervejs?).
Berry svarede, at operahusene må holde op med at være kostbare, at de skal ud at møde publikum på nye måder.

En amerikansk tilhører (fra Opera America?) kom med en kommentar både jeg og mange af de andre unge tog til sig: At de interaktive løsninger kan virke til at specialisere publikum. Man får dermed et bedre publikum, som i højere grad interesserer sig for operaen i deres hverdag og er i stand til at forstå opførelserne (på alle planer – musikalsk, scenisk). Derudover må operahusene give diskussionen fri. Fx ved at levere små film fra prøveforløbet eller opførelserne som man kan rippe og lægge på fx YouTube. Dermed flytter diskussionen sig fra operahusets regi til brugernes regi, og kommunikation mellem brugerne opstår, i stedet for traditionel envejskommunikation fra operahus til bruger.

Kaffepause annulleret.

I pausen mødtes de unge som aftalt dagen før. Vi ville forsøge at komme med bud på, hvad der kan få unge til at gå i operaen. At organisere sig som gruppe i stedet for enkeltpersoner syntes at være den eneste måde vi ville kunne trænge i gennem hos operachefer og andet operapersonale.

Vi blev overordnet enige om at lægge os fast på åbne løsninger uden alt for mange tekniske detaljer, og så delte vi os i mindre grupper for at alle kunne komme til orde.

I min gruppe diskuterede vi, hvad der havde fået os til at gå i operaen de første gange. Mange var blevet trukket med af deres forældre, mens andre havde fundet ud af det på egen hånd eller sammen med venner. Fælles for alle var selvfølgelig en kærlighed til musikken, men derudover tiltrak iscenesættelserne som intellektuelle udfordringer og scenografi og kostumer som visuelle vidundere. Grunde der kunne gælde for alle operaelskere – ikke blot for de unge. Derfra talte vi meget om det at gå til opera som en social handling. Jeg fortalte om UngOpera og om hvor meget fællesskabet og venskabet med andre operaelskere har betydet for min fortsatte interesse.

Min gruppe. Fra venstre: Franske Florian (Juveniliaformand), engelske Samara, tyske Stephanie (fra Opera North i Leeds), nederlandske Silke, østrigske Maria, schweiziske Eloisa. Med ryggen til: Finske Siri og Joonas.

Ambassadørfunktionen blev også diskuteret – altså at operahusene når de nurser deres fans i virkeligheden skaber ambassadører for huset og kunstarten. Ambassadører, som trækker nye mennesker til.
Vi blev enige om, at internettet byder på mange muligheder for at finde sociale fællesskaber og for ambassadørvirksomhed: MySpace kunne være en model. Vores ideal blev hurtigt UngOpera kombineret med sådan et ”community”.

Da vi igen samledes med de andre grupper kom der endnu flere bud på banen, selvom netværk forblev det vigtigste kodeord. Her en liste over forslag:

- Communities som Myspace.

- Kontaktpersoner i operahusene, en hjælpende hånd mellem huset og de unge (ift. aktive unge der gerne ville lave arrangementer)

- Kvalificering af allerede eksisterende publikum. Jf. interaktiv og anden kommunikation fra operahuset.

- Ambassadører.

- Flere muligheder for at møde andre operaelskere rundt i Europa.

Adskillige af disse punkter kan let hægtes sammen.

Man var desuden enige om, at flere billige billetter ikke er det bedste at bruge midler på. Der findes i de fleste operahuse rabatordninger for unge og man burde hellere kommunikere eksistensen af disse bedre ud til de unge. Det operapas Nicholas Payne foreslog dagen inden blev dermed skudt i sænk.

Udover community-ideen syntes jeg ”Den Hjælpende Hånd” fra operahuset var noget af det vigtigste. I UngOpera har vi allerede Ericae Alfhild Fomsgårds hjælpende hånd, og det er mere end de fleste operahuse kan byde på. Men jeg mener, hun burde have mere tid og flere midler til sin rådighed, så der var lidt flere anledninger for nye medlemmer til at komme i gang. Det stod klart i diskussionerne mellem de unge ved konferencen, at Den Hjælpende Hånd især er vigtig i forhold til at komme i gang og skabe nyt publikum, mens forummet kan fastholde og udvikle ambassadører. Ambassadører, der selvfølgelig vil trække nye til, som så kan overtages af Den Hjælpende Hånd, som så giver videre til forummet. Altså en vekselvirkning mellem strategier. Noget der allerede findes til en vis grad i UngOpera, men som let kunne udvides og forbedres.

Det endte alt sammen med, at Florian Burnat, formanden for Juvenilia, samlede op og gik i enrum for at skrive en tale til alle delegerede ved konferencens sidste møde.

Eftermiddagens strabadser følger!

/anna

Lørdag aften var jeg til Mozarts Don Giovanni på Bastilleoperaen. Den østrigske filminstruktør Michael Haneke havde sat i scene, så operaen handlede om magt både mellem enkeltpersoner og mellem stater.
I Christoph Kanter og Annette Beaufaÿs’ scenografi og kostumer fik Don Giovanni lov at agere afstumpet forretningsmand i en kold og anonym verden af stål, glas og sorte jakkesæt, hvor Zerlina, Masetto og koret gjorde rent ved nattetide.

Jeg så iscenesættelsen som yderst politisk og USA-fjendtlig. Den amerikanske tone blev slået an med Mickey Mouse-masker til alle ved bryllupsfesten (Vezzose mascherette fik en helt anden klang), men det var især til allersidst i operaen, at kritikken kom på banen for alvor.
Kommandøren var et uskyldigt offer. Don Giovanni stak ham ned uden at være blevet angrebet eller på anden måde fysisk provokeret. Liget blev placeret i en kontorstol og man så ham ikke før, han kom til middag. Selv i kirkegårdsscenen hørte man kun Kommandørens stemme. Da han skulle træde ind ved middagen, blev han, stadig siddende i stolen, kørt frem af de andre personer iført Mickey Mouse-maskerne, med en pose over hovedet, hvorpå hans gravskrift stod. Da Don Giovanni opslugtes af Helvedes flammer skete det ved, at alle medvirkende kastede ham ud af vinduet efter, han var blevet stukket ned af Donna Elvira.

For mig var det klart, at Haneke kritiserede et USA, hvor gengældelse og hiven uskyldige ofre frem gang på gang som undskyldning for at tage et øje for et øje er den fortsatte dagsorden. Don Giovanni var endda frygtelig usympatisk og var derfor et offer ingen ville græde over, men hvad blev der af menneskerettigheder og retfærd?

Vinduet han blev kylet ud af havde allerede tidligt i operaen været en vigtig kilde til portrætteringen af Don Giovanni, da han åbnede det, stillede sig op i vindueskarmen og syntes parat til at kaste sig ud. Et menneske, der måtte leve på kanten med andre ord. Ud over det var han en af de mest voldspsykopatiske Don’er jeg har set. Mindst to uhyggelige voldtægtsforsøg, det ene for øjnene af os, det andet på en aflåst bagtrappe (Zerina), hvor Masettos desperate redningsforsøg på effektiv vis højnede angsten for overgrebet på den anden side af døren.
Middagen var i al sin kølige mad-i-plastikbakke-fra-delikatesseforretning forfærdeligt foruroligende i sin dekadence med Don Giovanni, der smed om sig med maden, bøvsede og drak rødvin af flasken.

Musikalsk var det en pragtaften. Peter Mattei sang Don Giovanni med sin lette, lyriske og lækre stemme. Efter min mening tager han prisen som den bedste serenadesanger (hør bare hans og Daniel Hardings indspilning), og han havde komplet magt over både musik og skuespil.
Luca Pisaroni var ham en værdig tjener i rollen som Leporello. Deres stemmer passede fantastisk godt sammen og samspillet var perfekt. Og det med både hede kys og ituslåede flasker for halsen.
Christine Schäfer er en ny yndling for mig (se hendes Cherubino fra Salzburg i fjord). Hun sang Donna Anna smukt, smerteligt og med et interessant touch af kynisme.
Shawn Mathey som Don Ottavio gjorde Ottavio mere end værd at lytte til. Og så havde han endda det rette blege udseende. Han er en af de tenorer jeg kan holde rigtigt af.
Arpiné Rahdjian som Donna Elvira var på niveau, men sagde mig ikke helt så meget. Det samme gjaldt for Aleksandra Zamojska (Zerlina) og David Bizic. Altså ingen smalle steder…men de brændte ikke så meget igennem som de andre som dog også må betegnes som verdensstjerner eller næsten verdensstjerner.
Michael Güttler dirigerede operaens orkester uden de store falbelader. Lidt anonymt måske.

Jeg havde en fantastisk aften trods træthed efter dagens lange program. Instruktionen gjorde meget stort indtryk på mig. Vold, dekadence og subtilt ladede pauser gjorde sammen med den politiske vinkel operaen vedkommende og frygtindgydende. Dertil var sangerne så velcastede og velsyngende, at mine standarder alt i alt har fået et nyk opad. Godt gået, når man tænker på, at jeg opfatter denne opera som næsten uladsiggørlig i al sin kanoniske pragt.

/anna

Over en sandwich og en tiramisu talte jeg i frokostpausen med Den Jyske Operas unge repræsentanter, Peter og Astrid, samt Jyllandspestens Hanne Würtz. Jeg tror, hun senere lavede et interview med de to – det har sikkert allerede været i avisen.

Jeg har desværre ikke et billede af Peter og Astrid, så her er Audun (i midten),
der spiser frokost med andre unge delegerede (fra David fra Tyskland og Zuzana fra Tjekkiet).

Eftermiddag

Eftermiddagsmødet var fælles (ved de andre møder skulle man vælge mellem adskillige sessions). Reseo, den europæiske sammenslutning af operahusenes skoletjenester og uddannelsesafdelinger, viste os en film om, hvad deres medlemmer gør på dette område. Mange søde og kloge børn og voksne.

Derefter endnu en paneldebat ”Where is tomorrow’s audience?”, hvor ordstyrerne fra de forskellige sessions opsummerede, hvad der var blevet talt om.

Så hørte vi om et projekt Berliner Symfonikerne har haft med at lave opera med fanger. Vi så nogle klip fra en alternativ udgave af Rhinguldet med fanger i alle roller og musikere fra både fængslet og orkestret. Det var ikke Rhinguldet som vi kender den, musikken var en anden omend inspireret af Wagners partitur, og der blev ikke sunget videre. Det var ret surrealistisk og ret interessant. Wotan blev spillet af en utrolig gamling med langt gråt hår og skæg, Loge af en Bobby McFerrin look-alike, der listede bekymret rundt i fængslet, Fafner og Fasolt af to hærdebrede voldsmandstyper. Da vi kun så uddrag skal jeg ikke kunne sige, hvad de gjorde med kvinderollerne… Det var rørende og så vidt jeg kunne fornemme var den kunstneriske kvalitet høj.
Interessant at rehabilitere fanger på denne humanistiske måde. Fangerne følte sig ønskede, og både de og samfundet kunne håbe på en lysere fremtid.

Derefter blev det meget konkret. Nicholas Payne, chef for Opera Europa, sammenslutningen af europæiske operahuse, spurgte til, hvor meget billetpriser betyder for unge. Han henviste til, at en række museer i England (og i øvrigt også i Danmark) efter de har fået fri adgang har fordoblet deres besøgstal. Han foreslog derfor, at man skabte et operapas for unge. Passet kunne bestå af fx seks gange fri adgang til europæiske operahuse (og evt. andre teatre og kulturinstitutioner) for unge uddannelsessøgende. Eneste krav, at man brugte de seks billetter i forskellige byer. Payne mente, dette var et oplagt EU-støtte projekt fordi det ville fremme mobilitet og oplysning. Han spurgte salen, hvad man mente om et sådant initiativ. Svarene var bl.a.:

- God ide!
- God ide, men utopisk.
- Er det det rigtige at bruge pengene på? (Det vil uden tvivl koste kassen).

Der var to unge, der sagde noget. To piger fra Birmingham, som syntes det lød som et projekt, der bare ville få de samme operaelskere til at gå mere i operaen. De mente, man burde overveje, hvordan man fik ikke-uddannelsessøgende til at komme.
Til dette svarede Nicholas Payne noget frækt, at det jo ikke skulle være et socialt projekt. Han sagde uddybende, at man selvfølgelig kunne overveje om studiekravet var den rigtige måde at begrænse sig på, men hans første udtalelse ramte mange af de unge delegerede som arrogant og udtryk for mangel på vilje til at lytte til de unge, man selv havde inviteret.

Efter dette inviterede Kasper alle de unge delegerede på et improviseret møde. Der havde været lidt murren i krogene blandt de unge. Man følte ikke, der blev lyttet eller at der var plads til os. Ved dette sene eftermiddagsmøde blev det besluttet at mødes dagen efter og snakke sammen om, hvad vi mente der skulle til for at få unge i operaen. Foreningen af unge operafans i Europa, Juvenilia, blev endelig synlig. Formanden, Florian Burnat, fortalte om foreningen og opfordrede de klubber, der ikke var medlem til at blive det. Kasper lovede ved den lejlighed at UngOpera melder sig ind. Der var god stemning til mødet og vi skiltes optimistiske.

Audun, Silke, Michiel, Ellen (marketingskoordinator for De Nederlandse Opera) og jeg gik ud og spiste tidlig aftensmad inden aftenens opførelse af Don Giovanni. Det var en meget spændende iscenesættelse. Anmeldelse følger.

/anna

Ved morgenbordet den 17.2. mødte jeg Audun og to nederlændere han havde snakket med allerede dagen før; Silke van Arum og Michiel Jongejan. Silke er formand for en forening af unge operafans (eller Dé vereniging voor jonge operafans), Fidelio, som udgår fra Amsterdam, men opererer i hele Nederland. Foreningen har til forskel fra UngOpera et kontingent som de til gengæld laver forskellige arrangementer for. Så vidt jeg kunne fornemme har foreningen et udmærket samarbejde med De Nederlandse Opera. I hvert fald kendte Silke Michiel, som er operahusets nye pr-medarbejder.

Silke og Michiel.

1. formiddagsmøde.

Efter morgenmaden fulgtes vi til Bastillen, hvor det pga. en lokaleændring lykkedes os at komme for sent til første møde ”Attracting young adults to the opera”. Vi fik derfor ikke hørt Kasper introducere sig selv (for mit og Auduns vedkommende havde vi formentlig hørt det meste før) men kom ind mens spanske Juan Ángel Vela del Campo, klummeskriver for El País, Madrid talte. Og talte. Og talte. Det handlede om didaktiske metoder ved Teatro Real, noget med pegebøger og diverse arrangementer, og var ikke rigtig noget jeg kunne bruge. Jeg formoder, det gjaldt for mange andre, da mødet drejede sig om unge, ikke om børn. Kasper fik ham stoppet og så var meningen, at især de unge delegerede skulle komme med forslag til, hvordan andre unge kunne opdage opera. Desværre var de unge ret stille, og mange forskellige stemmer blandede sig. Meget om didaktik jf. del Campo, noget om storskærme udenfor operahuset og så heldigvis også noget om det, der især interesserede mig: fora. Fora hvor unge kan mødes (irl eller virtuelt) og diskutere opera eller bare få noget socialt ud af at gå i operaen.

Jeg og vist en enkelt anden ung fik revet mikrofonen til sig. Mit indlæg i debatten var, at operahusene skal gøre det de er bedst til: skabe god og udfordrende opera. De skal ikke undervurdere eller tale ned til deres publikum med al mulig udenomshalløj, men fokusere på kerneproduktet. Med udenomshalløj mente jeg projekter, hvor de unge selv gennemspiller operaer og er kreative – altså et fokus på amatørers kreativitet. Personligt interesserer det mig meget lidt. Det, der interesserer mig, udover kerneproduktet, var mit andet punkt: At operahusene skal stille et forum til rådighed. Som UngOpera. Eller som UngOpera kunne være, hvis der blev skruet en smule op for aktivitetsniveauet. Aktiviteter som møder med kunstnerne, foredrag, debatarrangementer, åbne prøver etc.
Jeg fik vist også sagt noget om, at en del af kerneproduktet er, at man går ind i operahuset. Lukker døren til verden et øjeblik og får holdt et spejl op, der viser samme verden fra en ny vinkel. Derfor mener jeg ikke storskærme er løsningen. Bevares, det kan da være hyggeligt med en picnic, men det er ikke svaret på operaens sukken efter unge mennesker.

Heldigvis blev der lyttet, og en af konklusionerne blev at kerneproduktet, opera og dens iscenesættelser og opførelser i operahuset, er godt og sundt. Det handler bare om at skabe noget sociale strukturer omkring det, som kan tiltrække og fastholde unge. En lidt mere ekstrem konklusion var, at hvis blot et ungt menneske kom ind af døren ville produktet sælge sig selv. Hvis ikke første gang, så måske 2. eller…9. gang. Det tror jeg nok på i nogen grad, men fra mig selv ved jeg, at mit massive operaforbrug baserer sig på UngOpera og de venner jeg har fået igennem netværket.

En engelsk impresario havde et skægt Janet Baker-citat. Damen skal have sagt, at da David Beckham scorede det mål, der fik England med i VM var det en elitehandling. Med andre ord, operaen har ikke et problem fordi den er elitepræget – al stor kunst (også sport) må nødvendigvis være elitær, altså udføres af eliten. Så man skal holde op med at skamme sig over egne fortræffeligheder.

2. formiddagsmøde.

Efter en kaffepause fortsatte mange af de unge (så vidt jeg kunne se) til mødet ”Artists of the future and the audience”, hvor et panel af yngre operaambassadører skulle diskutere deres forhold til og oplevelser med publikum. Panelet bestod af den amerikanske sopran Danielle de Niese; den norske instruktør Stefan Herheim; Peter de Caluwe, den kommende chef for La Monnaie (ordstyrer), nederlandske Anthony Heidweiller, kunstnerisk leder af festivalen Yo! som laver alternative operaoplevelser som opera på bussen; Hal Witt, leder af pariseroperaens amerikanske venner; instruktøren Thaddeus Strassberger.

Panelet i samme rækkefølge som ovenfornævnt.

Igen mange stemmer og tanker. Her i uddrag:

Danielle de Nieses mål med at synge er ikke egen fornøjelse, men at røre publikum. Hun mente, at operaen er alive and kicking. Formidling kaldte hun at hælde ketchup over grøntsagerne, så de gled lettere ned – og det mente hun positivt.

Stefan Herheim havde en mere filosofisk tilgang. Han ser opera som et spejl. Idet du løber væk fra den virkelige verden møder du den alligevel i dette kunstneriske spejl. I stedet for at tale om opera som frelse (jf. ”vi skal bare have dem inden for dørene så vil de se lyset”) mente han, at opera viser mennesket, hvad der sker når alt går galt – følelsesmæssigt, politisk etc.

Anthony Heidweiller mente at kunne overføre sit arbejde med børn til nogle generelle spørgsmål operaen bør stille sig selv. Når børn ser opera, spørger de, hvorfor der synges når man bare kunne sige tingene. At skulle forklare, hvorfor man har brug for kunsten (altså forskellen på at sige tingene eller pakke dem ind i sang) er sundt. Han mente, man ikke blot skulle arbejde på at få folk ind i operahuset, men på at forklare dem, hvorfor de skal derind.

Desuden diskuterede man operahuset som et tempel. Stefan Herheim ville gerne se selve kunsten som et helligt rum, som kan fungere i mange andre rum end operahuset. Det vigtige er at skabe denne hellige stemning. Peter de Caluwe mente man i stedet for at kalde det et tempel, måske skulle kalde operahuset et galehus.

I tror det knap…men vi er kun nået til frokostpausen! Mere følger.

/anna

Fredag aften var jeg og mange andre delegerede til premieren på Jacques Halévys La Juive (Jødinden) fra 1835 på Bastillen.

Historien er lettere kringlet: Vi er i året 1414. Jøden Éléazar er i konstant klammeri med det omkringliggende kristne samfund. Operaen begynder med, at han får en dødsdom på halsen fordi han arbejder i sit guldsmedeværksted om søndagen. Han bliver dog reddet af den fromme og tilgivende kardinal Brogni, og Éléazar kan tage hjem i live med sin datter Rachel.

Éléazar pågribes af soldater som taget ud af 1970′er filmatiseringen af Brødrene Løvehjerte.

Rachel elsker i hemmelighed Samuel, og han hende. Hvad hun ikke ved er, at Samuel i virkeligheden hedder Léopold og er en kristen prins.
I løbet af operaen bliver det selvfølgelig afsløret til både Rachel og Éléazars rædsel. De accepterer alligevel Léopold som så til gengæld ikke kan klare presset og forlader den knuste Rachel.
Princesse Eudoxie er på udkig efter en gave til sin mand som netop har vundet et vigtigt slag. Sådan en gave finder hun hos jøden. Dagen efter overrækker hun gaven, en svær guldkæde, til sin mand, som til Rachels yderligere rædsel viser sig at være Léopold. Hun anklager ham offentligt for at have haft et forhold med en jødinde, hende selv. En handling der betyder døden for dem begge…og Éléazar nu de er i gang.
Kardinal Brogni træder nu igen til. Han trygler far og datter om at konvertere for at redde livet og sjælen. De nægter begge. Til gengæld trækker Rachel sin anklage tilbage så Léopold kan gå fri.
I fængslet fortæller Éléazar kardinalen at han kender til en mand, der reddede kardinalens spæde datter fra en brand i Rom mange år tidligere før kardinalen blev præst. Kardinalen troede datteren var død i branden. Éléazar vil som hævn over de kristne, repræsenteret af kardinalen, ikke fortælle hvem redningsmanden var og hvor datteren befinder sig.
Først da Rachel er blevet henrettet afslører han, at hun var kardinalens datter hvorefter han selv dør!

Denne lille synopsis fordi operaen opføres sjældent. Jeg kendte ikke selv til den på forhånd. Og hvor var den dog lang! Musikken var drømmende og skred frem uden særlig mange typiske arier. Wagern elskede efter sigende La Juive. Jeg foretrækker Wagner…musikken rørte mig ikke synderligt. Det blev heldigvis bedre som værket skred frem, måske fordi jeg tunede ind, men kun enkelte steder blev jeg for alvor rørt.

Til gengæld var sangerne rigtigt gode. Neil Shicoff sang Éléazar, og selvom han må være en ældre herre var der masser af energi og skønhed i stemmen. Det var pudsigt at have en tenor i faderrollen og jeg blev adskillige gange overrasket over den lyse stemme.
Rachel (sopran) blev sunget godt af Anna Caterina Antonacci. Jeg var ikke så optaget af hendes stemme, men det var jeg til gengæld af Annick Massis’. Hun sang prinsesse Eudoxie (sopran) så jeg fik gåsehud af det. Det var også meget smukt, når de to damer sang sammen.
Robert Lloyd sang kardinal Brogni (bas) og det var super! Meget autoritet og skønhed.
John Osborn sang Léopold og med ham havde jeg det lidt, som jeg havde det med Rachel. Ingen smalle steder, men han gjorde heller ikke det store indtryk på mig.
Daniel Oren dirigerede os godt i gennem aftenen.

Scenografien mindede om noget tegneserietegneren Moebius kunne have fundet på. Store stålkonstruktioner som gotisk arkitektur blandet op med jernarmering i et højhus fra 1930’erne. Der blev vandret meget op og ned og mellem disse konstruktioner. I nogel af akterne var de erstattet af lignende strukturer, men i glas. Jeg blev mindet om Fragglernes yndlingsspise, men bortset fra det var det meget smukt. I sidste akt løftedes konstruktionerne og en række kæmpe krystaller lå og lyste på gulvet.
Jeg synes scenografien var flot, men desværre kom den ikke fuldt til sin ret da lysfolkene havde valgt at strejke denne aften. Lyset var derfor begrænset og ucharmerende.

Instruktionen var noget bleg. Ikke at librettoen gav instruktør Pierre Audi meget at arbejde med, men som allerede sagt – megen vandren blev det til og så ikke så meget andet. Historien var totalt tynd og det blev ikke bedre af, at jøden gik rundt i skyggerne som en anden Shylocksk pukkelryg fra Nôtre Dame (eller Mantova måske?) iklædt fuldskæg og kalot. Rachel fik lov at være artig pige i beige og havde tilsyneladende ikke fået nogen særlig instruktion. Jeg forstår at Audi ville holde sig i baggrunden men resultatet var, at religionskonflikten forblev sort/hvid uden nogen som helst hints til nutidige konflikter andet end hvad man selv kunne tænke sig til. Hvilket selvfølgelig er et valg. Et valg, jeg ærgrede mig over, fordi man som beskuer blot fik historien leveret til egen dissektion uden nogen retningsangivelse. Man sad tilbage med det værste spørgsmål man som publikum kan sidde tilbage med: Hvorfor satte de det værk op?

Så min aften blev reddet af gode sangere, som desværre hverken havde en historie eller en komposition, der tilskyndede til uforglemmelige øjeblikke.

Opéra national de Paris har været så generøse at lægge tre klip fra forestillingen på nettet. Så kan I selv se og høre lidt af det. Kvaliteten er ikke helt i top, men et indtryk kan man da få. Klik her.

/anna

Konferencen European Opera Days begyndte i dag.

Jeg ankom til Bastilleoperaen ved 13-tiden og indskrev mig, fik navneskilt, program og billetter. Kasper Bech Holten og Audun Iversen ankom lidt senere og vi snakkede kort sammen om konferencens mål og vores rolle som unge delegerede. Audun er norsk og baryton og går på 2. år på Opera Akademiet og er ligesom jeg udsendt af Det Kongelige Teater.

Indskrivningen i Bastilleoperaens foyer.

Dagens program var ret officielt. Gerard Mortier, chef for Opéra national de Paris og den franske kulturminister Renaud Donnedieu de Vabres holdt åbningstalerne, og så talte den franske økonom og forfatter Jacques Attali om operaens rolle i samfundet.

Talen var ret pessimistisk. Europa i krise, operaen i krise. Han mente, at operaen lukkede døren til verden efter 1. verdenskrig og forvandlede sig fra samfundsspejl til mindespejl, der reflekterer en gloriøs fortid, men ikke vil kendes ved sin samtid. Her talte han om operaen som komposition ikke som iscenesættelse. Han mente bestemt, at opførelsen af opera har det rigtig godt, især i Europa, men han var meget bekymret over, at der ikke blev skrevet ny opera i stor stil. Uden nyt kan publikum ikke deltage i kunstarten eller dyrke den kreativt. Noget som ellers er oplagt i en tid, hvor forbrugere er blevet aktive forbrugere, der selv former og udvikler de varer, de investerer i. Hans spørgsmål til forsamlingen (vel især operacheferne) var om de ønskede at forblive kuratorer på et museum over fortidens genstande eller om de ville fremme kreativ tænkning hos både komponister og publikum.

Det var en lærd og interessant tale. På den ene side er det let at give Attali ret i at opera også skal skrives nu og skal forholde sig til vores samtid. På den anden side synes jeg, han undervurderede iscenesættelsens magt og muligheder. Jeg mener, at en gammel opera sagtens kan iscenesættes så den siger en hel del om vor tids problemer, konflikter og samfund. Jeg mener, det er relevant at gøre det, og hvis instruktøren er dygtig kan det gøres så overbevisende, at man skulle tro historien var skrevet i går. Men det ændrer selvfølgelig ikke på, at ny opera også er yderst relevant.

Amfiteatret under Bastilleoperaens store sal.
Mange af konferencens møder blev holdt her.

Så var der kaffe. Kasper og hans kollega Peter de Caluwe, den kommende chef for La Monnaie-operaen i Bruxelles, samlede de unge deltagere og fortalte os, at de håbede, vi ville kapre konferencen, tage ordet, fortælle de gamle, hvad unge operaelskere sukker efter og hvad der kunne få andre unge til at blive operaelskere.

Sidste samling havde overskriften ”Opera, mirror of Europe’s diverse identity”. Der blev indledt med en videotransmitteret tale ved præsidenten for Europakommissionen, José Manuel Barroso. Tilstede var et panel bestående af konferencens bagmænd: Francesco Ernani, chef for Roms opera og vicepræsident for Opera Europa (de europæiske operahuses organisation); Federico Mayor Zaragoza, præsident for Fedora (organisation for venneforeninger som Operaens venner); Gerard Mortier, chef for Paris’ operaer; Nicholas Payne , leder af Opera Europa.
Alle fire holdt de taler som jeg ikke skal referere her eftersom de mest var erklæringer om, hvad opera er (en kunstart, der forener andre kunstarter…), at de elsker opera, om deres organisationers formål og en bunke statistik. Ikke videre ophidsende.

Om aftenen var både Audun og jeg (og de fleste andre deltagere så vidt jeg kunne fornemme) til premieren på Jacques Fromental Halévys La Juive. Jeg anmelder den særskilt senere. Efter forestillingen drak vi en øl og diskuterede yndlingssangere, og så var vi mere end klar til at gå i seng!

/anna

I min egenskab af ung operaelsker er jeg af Det Kongelige Teater blevet inviteret til fejringen af European Opera Days i Paris, i anledning af operaens 400-års jubilæum. Operaen som kunstart forstås. Det er selvfølgelig lidt af en tilsnigelse sådan at sætte fødselsår på en kunstart og folkene bag arrangementet formulerer sig da også lidt forsigtigt: ”The first opera still performed today was La favola d’Orfeo (The Legend of Orpheus), composed by Monteverdi in 1607, 400 years ago”.

Konferencen jeg skal deltage i løber af stablen 16.-18. februar på Bastille-operaen, hvor et utal af professionelle (sangere, operachefer, instruktører, komponister etc.) vil foredrage og diskutere opera med de mange deltagere.
De tre dage har henholdsvis overskrifterne “Opera’s European Heritage”, “Working for and with New Publics” og “The Future of Opera”.

Overordnet synes arrangørerne at være meget optaget af, hvor operaen er på vej hen og med hvilket publikum. Denne vinkel har nok også været afgørende for, at der er blevet inviteret omkring 150 unge under 30. Der er både lagt op til meget generelle diskussioner som “Is there a future for opera?”, og mere konkrete bud på fremtidens operarum med emner som “Modern technology and opera” og “Attracting young adults to the opera”. Sidstnævnte debat har Kasper Bech Holten ved roret, så mon ikke UngOpera vil blive diskuteret.

For UngOpera har operaens fremtid en selvindlysende interesse, og jeg vil derfor rapportere hjem fra konferencen, og forsøge at viderebringe indholdet af de diskussioner, jeg deltager i. Forhåbentlig kan debatten så fortsætte blandt jer og i UngOperas forum.

Jeg vil naturligvis også anmelde de to forestillinger, jeg skal se, mens jeg er i Paris: La Juive (Jødinden) af Jacques Halévy og Don Giovanni af W.A. Mozart.
Den første glæder jeg mig til, fordi den er ukendt for mig og derfor vil åbne noget nyt. Operaen bliver instrueret af Pierre Audi, som er chef for De Nederlandse Opera i Amsterdam, hvor han har iscenesat deres Niebelungens Ring. Det skal blive spændende at se og høre, hvad han og dirigenten Daniel Oren præsenterer publikum for med La Juive.
Den anden glæder jeg mig til, fordi det er en af mine yndlingsoperaer, og fordi den er iscenesat af instruktøren Michael Haneke, som nogle af jer måske kender for filmen Pianisten. Og så selvfølgelig fordi der er en række fantastiske sangere på rollelisten – ikke mindst svenske Peter Mattei i hovedrollen. Jeg glæder mig til at se, hvad de får ud af dette ikoniske værk.

I kan læse mere om European Opera Days her.
Og så glæder jeg mig til at høre, hvad I oplever i København, mens jeg er i Paris. European Opera Days bliver nemlig også afholdt på Det Kongelige Teater. Det kan I læse mere om her.

Mange hilsener fra jeres snart udsendte,
Anna Schram Vejlby